Moderskabet – meningen med livet eller en byrde?

Moderskabet – meningen med livet eller en byrde?

Moderskabet er for mange en uundgåelig del af livet, som det har været altid, men moderskabet ændrer løbende karakter og tilpasser sig tidens tendenser og normer. I 70’erne var der fokus på kvindefrigørelsen og kvinderne ville væk fra det billede, at deres eneste lod i livet var at føde og opfostre børn. Herefter kom moderskabet til at spille en sekundær rolle i forhold til hele selvrealiseringsprojektet. I dag er moderskabet dog igen blevet gjort til et livsprojekt, som man skal overgive sig 100% til og tilsidesætte alt andet for. Meningen med livet kalder de kloge det. Eller sådan er idealet.

For idealet er hjemmelavet babymos, økologisk bomuld, økologiske madvarer, nul sukker, sund stimulering med musik, rytmikhold og babysvømning, aktive barsler, en kvindekrop, der hurtigt er tilbage til udgangspunktet efter fødsel, babyer, der er nemme at få til at sove og problemfrie børn. Man skal have den helt rette pædagogiske tilgang til børneopdragelsen – derfor ser du kun sjældent nogen, der lægger billeder op på de sociale medier af børnene, der sidder som limet til ipadskærmen, hvor baby ikke vil sove eller af børn, der spiser slik eller opfører sig som en møgunge.

De sociale medier påvirkning

At børn og moderskabet er blevet sat op på et piedestal, er en konsekvens af debatten i medierne, samt de sociale mediers påvirkning. Du kender sikkert de første 10, som viser sit glansbillede af et liv frem på de sociale medier. Alt skal fremstilles som en succeshistorie lige fra kagebagningen, til den sportstrænede krop, karrieren, graviditeten, kærligheden og ikke mindst børnene. Selvom du måske bilder dig ind, at du er hævet over at være påvirket af dette, så kan man ikke sige sig fri for, at det påvirker en og ens valg af alt lige fra babytøj, valg af barnevogn til valg af babyrytmikklasse. Moderskabet er blevet endnu et projekt, som man går efter et 12-tal i, hvad end det kræver af ofre og tilsidesættelser.

Og vi er selv ude om det. I dette henseende er kvinder virkelig hinanden værst. Det skorter ikke med fordømmelse af hinanden, andres valg og måde at opdrage på. Vi er gode til at dunke hinanden i hovedet, når nogen skiller sig ud eller stiller spørgsmålstegn ved det eksisterende. Det accelererer jo mere vi bakker hinanden op i, at der kun er en måde at løse moderskabsopgaven på.

Modreaktioner blomstrer

Det er uundgåeligt, at der kommer en modreaktion på en gældende norm, og den ser vi langsomt ulme. Mødrene er delt op i 3 grupper; dem der knuselsker hele den eksisterende norm ved at idyllisere og tilsidesætte alt andet for moderskabet. Dem der er lidt midtimellem, som på den ene side kan se det komiske i situationen og gør lidt grin med, at de nu er blevet en af ”dem”, mens de stadigvæk sørger for at passe ind i kassen af supermødre.

Og den sidste gruppe, der ligger i den helt anden grøft og ikke lader moderskabet være hele deres identitet. Det kan eksempelvis være kvinder, der vælger barselslivet fra til fordel for karrieren eller kvinder, der helt fravælger at få børn, fordi der ikke rigtig er noget, der lokker hverken strukturelt eller politisk. For ikke nok med at kvinden skal være supermor, så skal hun efter barslen også mestre at holde gang i karrieren ved siden af. Kvinder, der eksempelvis vælger at gå hjemme med børnene efter barslen, er også et udskældt folkefærd, der bliver beskyldt for at være modstander af kvinders ligestilling.

Derudover kommer de, der offentligt udtaler, at moderskabet og morrollen ikke er noget for dem – ikke er noget, de kan forlige sig med – at de hader at være mor også selvom, de elsker de børn, de har fået.

Der har indenfor det sidste halve år været en del i medierne omkring netop dem; kvinder, der er blevet mødre, men som hader rollen. Det er i sig selv et stort tabu at indrømme og i kommentarfelterne under artiklerne, kan man også se svar fra arrige mødre, der fordømmer disse kvinders følelser. Det kræver mod at stille sig offentligt til skue velvidende, at man bliver en skydeskive for ubehagelige kommentarer. Ikke desto mindre er det en vigtig debat at have, for der er angiveligt mange flere, der har det på samme måde, men ikke tør tale om det, fordi det er så tabubelagt.

Hele denne problematik er der kommet en bog ud af, skrevet af den israelske sociolog, Orna Donath. Her fortæller hun historien om kvinder, der har følt sig lokket ind i moderskabet af mødre, der med overbevisning i stemmen har fortalt, at moderskabet er den bedste og vigtigste opgaven for en kvinder. At man vil fortryde det, hvis man ikke får børn og andet i den dur, der sætter moderskabet på et piedestal. Når kvinderne så kaster sig ud i det, finder de ud af, at det alligevel ikke var så rosenrødt, som de havde fået fortalt. De føler sig ført bag lyset og løjet for.

Og hvor er far henne

Skal man sætte hele denne diskussion i perspektiv, så vil nogen måske spørge hvor ”Far” er henne i denne sammenhæng. Der er mange fædre i dag, som tager lige så stor del i barnets opvækst og opdragelse, som mor gør. Kvinder er så vant til at råbe vagt i gevær, så snart der er noget, der lugter af ulighed blandt kønnene – immervæk hvis det gør kvindernes rettighed dårligere, men hvad når det kommer til mændene. De er helt fraværende i denne debat. Mænd får stadigvæk skulderklap, hvis de tager mere del i børnepasningen end det forventes – forældreskabet er stadigvæk kvindernes hovedansvar uanset om begge parter arbejder fuldtid. Men det må da være en torn i øjet for de mænd, der faktisk yder på lige fod som kvinden i forælderrollen. De kommer aldrig til at få samme cadeau for godt forælderskab som kvinden. På den anden side bliver de heller ikke dadlet på samme måde som kvinderne, hvis de vælger at fokusere på sin karriere, altid lader kvinden tage sygedage med børnene, aldrig sørger for at få købt julegaverne eller arrangerer påskefrokosten.

Mon det nogensinde vil ændre sig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.