Du står lørdag morgen og sorterer dit tøj, så du kan få vasket ugens indhold af vaskekurven. Det er egentlig ikke noget, du gider bruge din lørdag på, så ofte putter du bare det hele ind i vaskemaskinen samtidig – håndklæder, undertøj, trøjer og bukser – trykker på 40 grader og bum, du har gjort dagens praktiske gerning. Tøjet holder dog meget bedre, hvis du lige sætter dig ind i, hvordan det egentlig skal vaskes. Det giver ikke bare god mening for din pengepung – det giver også god mening for miljøet, der lider under ’brug-og-smid-væk-kulturen’. Vi har derfor lavet en lille ’public service’ guide, hvor du får rent besked om tøjvask:
#1 Vask, når tøjet er snavset
Dette råd lyder måske indlysende, men det er det langt fra. Vi har en tendens til at vaske vores tøj, mere end nødvendigt. Tøj SKAL pr. definition ikke vaskes, hver eneste gang det bliver brugt. Ofte kan det fint klare sig ved, at du bare hænger det til luftning nogle timer. Tøj, som underbukser og svedlugtende tøj skal selvfølgelig vaskes efter behov, mens dine festkjoler, som måske lugter af parfume efter brug, sagtens blot kan luftes og hænges tilbage i klædeskabet. Så kan du have fornøjelse af dit ynglingstøj meget længere.
Er tøjet helt nyt, skal det vaskes før brug, da farvestofferne fra produktionen af tøjet stadigvæk sidder i tøjet. Herudover kan der sidde noget stivelse i tøjet, som også bør vaskes ud. Ved børnetøj skal du ideelt set vaske tøjet 2-3 gange, før det bliver taget i brug.
#2 Håndvask er ikke skånsomt
Vi tror, at vi skåner tøjet, når vi vasker det i en balje i håndvasken, men dette er slet ikke tilfældet. Ikke fordi vi er grove med håndvaskningen, men når vi opløser sæbe i baljen, har vi en tendens til at bruge alt for meget og ikke vente, indtil alt sæben er blevet ordentlig opløst i vandet, før vi vasker tøjet. En for kraftig koncentration af vaskemiddel kan ødelægge farverne i tøjet. Brænder du inde med en enkelt hvid beklædningsdel, som du ikke har andet hvidt at vaske sammen med, kan du, når du vasker i hånden, sørge for at vaske tøjet hurtigt, så det ikke ligger i vandet og trækker for længe. Når du har skyllet det, kan du give det en skyldning og en centrifugering i vaskemaskinen for at sikre dig, at alt vaskemidlet er kommet ud.
#3 Vask tøjet på de rigtige temperaturer
Når vi vasker tøj, skal vi huske IKKE at proppe maskinen med for meget tøj. Vi tænker måske på, at jo mere tøj, vi kan fylde i maskinen, jo mere sparer vi på vand og energi til endnu en vask. For det slider på tøjet, når det skal slynges rundt med en masse andet tøj, og der er begrænset vandstand i maskinen. Faktisk skal man maksimalt vaske to kilo tøj af gangen. Herudover skal man tage højde for, hvad det er for noget tøj, man vasker. Kig i vaskeanvisningen. Står der skånevask, så vask det på et skåneprogram, eller uld på et uldprogram. Dette råd er især vigtigt, hvis du lige har været ude at købe en ny festkjole fra American Dreams eller et andet godt mærke.