Giv dit liv et eftersyn

Giv dit liv et eftersyn

Når hverdagen ræser derudaf vi godt glemme at stoppe op og mærke efter, om vi er glade – sådan virkelig glade helt nede i maven. Men med en forestående sommerferie, er det det perfekte tidspunkt at bruge lidt tid på at reflektere over din situation. Her får du en guide til, hvilke punkter du især bør komme inden omkring:

1) Din økonomi

Et af de punkter, der giver flest kvaler og søvnløse nætter er vores økonomi. Selvom vi bor i et land, hvor vi har et økonomisk sikkerhedsnet, hvis vi en dag skulle stå uden job eller blive syge, kan økonomien stadigvæk påvirke humøret og vores glæde.

Vi har alle områder af økonomien, hvor vi helst ikke vil se realiteterne i øjnene f.eks. vores økonomiske situation. Du kan gratis få et møde med din bankrådgiver, som kan vurdere på hvilke punkter, du eventuelt skal lave noget om. Det kan være, at du har et studielån, som du ikke betaler tilbage på, men som bare vokser og vokser på grund af renter. Det kan også være, at du ikke sparer nok op til pensionen, så du kan opretholde en fornuftig levestandard, når du går på pension. Måske du har aftaler eller uhensigtsmæssige lån, som du med fordel kan lægge om til noget andet. Hvis du vil have en uvildig vurdering bør dog gå til en privatrådgiver, der kun har dine interesser for øje. At få styr på din økonomi vil give dig en ro i maven, som kan gøre dig gladere.

2) Din sundhed

De færreste af os prioriterer vores sundhed, så meget som vi burde. Vi glemmer lidt os selv i ræset, fordi der er så meget andet, der liiiige skal nås. Men dit helbred og din krop skal sikre dig, at du lever et langt og sundt liv, så din vigtigste prioritering bør være dig selv. Herudover går de fleste af os rundt og tænker, at der er flere ting, vi gerne ville lave om på os selv, hvis vi kunne. Det kan være, at man gerne vil tabe de overflødige kilo, at man gerne vil i bedre form, så vi kan lege med ungerne eller få løbet den maraton, som vi altid har drømt om. Men din sundhed er også andet end din krop. Måske du føler, at du stresser for meget i hverdagen, at du ikke får spist sundt nok, eller at du måske drikker for meget. Det er alle ting, der kan betyde, at vi ikke er så glade, som vi kunne være. Det er dog aldrig for sent at lægge dit liv om. Gør det nemt for dig selv, og bestil sunde måltidskasser, der gør det nemmere at få din daglige ration af grønsager, eller hyr en personlig træner, der skal få dig i dit livs bedste form. Det koster ikke så meget, men det kan betyde en verden til forskel for dit humør og livstilfredshed.

3) Dine drømme

’Kys det nu – det satans liv’ – sådan lyder titlen på en TV2 sang, som handler om, at vi kun har det her ene liv, så hvorfor ikke leve det fuldt ud? Vi render alle rundt med drømme, som vi måske aldrig lufter for andre end os selv. At du glemmer at få udlevet de her drømme kan betyde, at du går rundt og har dårlig samvittighed overfor dig selv. Desuden har du ikke lyst til at ligge på dit dødsleje og tænke på alt det, du ikke nåede i livet. Lav en liste med dine drømme og ønsker for fremtiden, og prioritér dem. Hvad er vigtigst? Lav en realistisk plan for, hvordan du vil føre drømmene ud i livet. Hvordan vil du f.eks. kunne komme tættere på dine mål indenfor det næste år? Hvis du altid har drømt om en jordomrejse, så kig på, hvordan det kan lade sig gøre. Hvordan vil du spare op? Skal du have fat i en boligadvokat, som kan hjælpe dig med at sælge dit hus, så du i stedet for kan sidde billigere i en lejebolig? Eller skal du have lavet en opsparing, så du hver måned sætter nogle penge til side til din rejse? Sæt dig ned og lav en udførlig plan og handl herpå.

4) Dit arbejdsliv

Arbejder du som revisor, men drømmer du i virkeligheden om at være blomsterhandler? Ofte er det vores egne tanker og overbevisninger, der forhindrer os i at arbejde med det, vi drømmer om. I vores kultur identificerer vi os meget med vores job, og det er en fast del af præsentationen, at vi nævner vores titel, hvis vi hilser på nye mennesker. Det kan derfor være grænseoverskridende at springe ud i en hel ny profession, eller sige højt, at vi faktisk ikke ønsker at gå et trin op på karrierestigen, men befinder os strålende dér, hvor vi er. Men laver du noget andet, end det du drømmer om, så tærer det på din jobmotivation og lysten til at gå på arbejde hver morgen. Kast dig ud i eventyret – om 10 år vil du takke dig selv for at gøre det.

5) Dit parforhold

Vi udvikler os igennem hele livet, og nogle gange udvikler vi os i en anden retning end vores partner. Det er ikke uden grund, at vi kan opleve en 7-års krise efter vi har været gift i syv år og har fundet ud af, at forelskelsen måske er erstattet med irritation over, at ægteskabet ikke blev, som håbet. Dog kan det være svært at tage skridtet og gøre noget ved det. Vi identificerer os med vores partner og prædikatet som værende gift. Har vi været sammen med vores partner længe, kan det derfor virke angstprovokerende at skulle springe ud i singlelivet igen og blive en del af skilsmissestatistikkerne. Men skilsmisse behøver ikke nødvendigvis være løsningen. Har I et godt fundament, men trænger I til at genfinde gnisten, så vær ikke for stolt til at opsøge en parterapeut, som kan give jer nye indspark til at forbedre jeres samliv.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *